Velkommen til Fritidsinstitutionen Amagerhylden
v/ Amager Fælled Skole
Afdelinger | Adresse | Telefon |
Broen | Sundholmsvej 44 | 30 50 46 61 |
Palæet | Sundholmsvej 89B, 1 | 24 80 38 97 |
Pavillonerne | Sundholmsvej 4E | 61 67 43 87 |
Vildebo | Amagerfælledvej 53 | 30 72 33 36 |
Øen | Amagerfælledvej 51 | 61 67 66 35 |
Amagerhyldens leder:
Jan Stær Nielsen, mail: Jastae@kk.dk
Rigtig hjertelig velkommen til KKFO Amagerhylden.
Vi ser frem til at lære dig og dine forældre at kende. Vi håber, at denne brochure kan informere om nogle af de praktiske ting, der er forbundet med at starte på KKFO Amagerhylden.
Hvem er vi
KKFO Amagerhylden v/ Amagerfælled Skole med plads til 425 børn fordelt på vores 5 afdelinger.
På Amagerhylden modtager vi børn, der går i 0. -3. klasse på Amager Fælled Skole, samt førskolebørn fra 3. maj.
Åbningstid
Skoledage: kl. 6.15 - kl. 8.00 og kl. 13.00/13:45 - kl. 17.00.
Morgenåbning for alle børn på Amagerhylden, foregår på vores afdeling Øen. Børnene har hver morgen mulighed for et morgenmåltid frem til kl. 7.45. Kl. ca. 7.50 samles skolebørnene og Følges/sendes derefter i skole.
Amagerhylden er lukket i weekenden og på helligdage.
Derudover er der lukket de 3 dage før påske, mellem jul og nytår, samt d. 5. juni, 24. og 31.december.
Skolefridage og ferier: kl. 6.15 – kl. 17.00.
Da vi i skoleferien er færre børn og voksne, samler vi børnene på Øen og på Broen.
Palæet, Vildebo og Øen er samlet på Øen. Pavillonen og Broen er samlet på Broen.
Dette er for at give børnene så mange legemuligheder som muligt, samt et bredere kendskab til alle voksne og børn, der er tilknyttet Amagerhylden.
Der er stadig morgenåbent på Øen for alle afdelinger fra kl. 6.15 - 8.00, hvorefter de afdelinger der er samlet på Broen går dertil.
Der stadig mulighed for at få lidt morgenmad, for de børn der kommer inden kl. 8.00
Børnene skal på skolefridage senest møde ind kl. 9.30
I skoleferierne og på skolefridage har vi mulighed for at tage på længere ture ud af huset. Det betyder at der er dage hvor vi først er tilbage fra tur kl. 16.00. Følg med på KBH Barn/AULA, hvor I kan se om Jeres barn står registreret som på tur.
Dagens forløb på skoledage
Kl. 6.15 - 8.00: Morgenåbning på Øen.
Kl. 6.15 til 7.45: Bliver børnene tilbudt morgenmad: Mælk, brød, havregrød, havregryn, mm.
Ca. kl. 7.50: Skolebørn bliver sendt af sted til skole.
Følgeordning:
Der er følgeordning for 0. klassebørn. I perioden frem til efterårsferien vil børnene blive fulgt i skole samt hentet efter skoletid på skolen. For de afdelinger der ligger langt fra skolen, hentes alle børn 0. - 3. klasse hele året.
Kl. 13.00/13.45: Børnene siger goddag til indtjekningsvoksen og tjekker sig ind via AULA
Derefter er der planlagte aktiviteter eller fri leg.
Ca. kl. 14.30 - 15.00: Der er frugt i køkkenet, hvor børnene kommer og får noget at spise og drikke. Udover frugt serveres der en eller anden form for brød.
Aktiviteter og lege fortsætter under og efter frugt.
Kl. 17.00: KKFO Amagerhylden lukker.
Dagens forløb på skolefridage
Kl. 6.15 - 8.00: Morgenåbning på Øen.
Kl. 6.15 – 7.45: Børnene bliver tilbudt morgenmad: Mælk, brød, havregrød, havregryn, mm.
Ca. kl. 8.00: Børn og voksne der skal være på Broen, går dertil.
Kl. 9.30 – 10.00: Barnet spiser sin medbragte 10’er mad i fællesskab, hvor vi gennemgår dagens aktiviteter.
Derefter planlagte aktiviteter, ture eller fri leg.
Kl. 11.30 – 12.30: Barnet spiser sin medbragte frokost i fællesskab.
Kl. 14.30 – 15.00: Der er frugt i køkkenet, hvor børnene kommer og får noget at spise og drikke. Udover frugt serveres der en eller anden form for brød.
Kl. 17.00 Fritidsinstitutionen Amagerhylden lukker.
Dagens forløb for førskolebørn
Kl. 6.15 - 8.00: Morgenåbning på Øen.
Kl. 6:15 - 7:45: Børnene bliver tilbudt morgenmad: Mælk, brød, havregrød, havregryn, mm.
Ca. kl. 8.00: Børn og voksne går ud på de respektive afdelinger.
Kl. 8.00: Den afdeling barnet er tilknyttet til åbner.
Kl. 9.30 - 10.00: Barnet spiser sin medbragte 10’er mad i fællesskab, hvor vi gennemgår dagens aktiviteter.
Derefter planlagte aktiviteter, ture eller fri leg.
Kl. 11.30 - 12.00: Barnet spiser sin medbragte frokost.
Kl.12.00: Aktiviteter fortsætter.
Kl. 13.00/13.45: Skolebørnene kommer fra skole.
Kl. 14.30 – 15.00: Der er frugt i køkkenet, hvor børnene kommer og får noget at spise og drikke. Udover frugt serveres der en eller anden form for brød.
Kl. 17.00: Fritidsinstitutionen Amagerhylden lukker.
Aktivitetstavle
Vi bruger hver dag vores aktivitets tavle. Her kan børnene via billeder se hvilke aktiviteter vi tilbyder dagligt, i hvilke lokaler samt i hvilke aktiviteter de voksne indgår i. Tavlen giver ligeledes Jer mulighed for at spørge ind til Jeres barns dag.
Sende hjem voksen
På KKFO Amagerhylden afsætter vi hver dag en voksen, der er ”Sende hjem voksen”. Sende hjem voksen er den person, børnene skal sige farvel til og den der har styr på hvilke børn der er på Fritidsinstitutionen Amagerhylden. Sende hjem voksen sender børn afsted til fritidsaktiviteter, og minder de børn, der selv går hjem om tiden. Hvis der er børn der ikke dukker op uden besked, kontakter Sende hjem voksen altid forældrene.
Udover at trykke ”tjek ud” på AULA er det også vigtigt, at sige farvel til Sende hjem voksen.
Så hjælp Sende hjem voksen – husk at sige farvel når I går, og hjælp dermed barnet med at komme ind i denne rutine allerede fra begyndelsen af. Når børnene bliver ældre, går de ofte selv hjem, og da er det ekstra vigtigt, at de selv husker at sige farvel til Sende hjem voksen.
Frugtordning
Børnene tilbydes dagligt en snack om eftermiddagen. Det kan f.eks. være frugt og rugbrød. Hvis Jeres børn er meget sultne er det altid en god idé at give dem lidt ekstra med i tasken.
Traditioner og arrangementer
Alle afdelinger markerer årligt fastelavn, Halloween og julen. Der holdes ligeledes et årligt sommer-/sensommerarrangement i alle huse.
Eget legetøj
Børnene må gerne medbringe eget legetøj. HUSK altid navn på. Det er dog på eget ansvar, og børnene skal være indstillet på, at andre børn måske også gerne vil lege med det. Man kan også risikere, at ens legeting går i stykker eller bliver væk. Dette bør man snakke om derhjemme, inden barnet får lov til at tage legetøj med på KKFO Amagerhylden.
Blandt børn i KKFO alderen er det ofte interessant at samle på forskellige ting/kort. Desværre sker det, at disse ting forsvinder, eller at nogle snyder.
Det er vigtigt at I som forældre, gør det klart for børnene, at man kan risikere at miste en ting man er meget glad for. Samtidig tror vi, at det er vigtigt at børnene får lejlighed til at drage gode og dårlige erfaringer heraf.
AULA
KKFO Amagerhylden bruger AULA til løbende at sende infobreve/beskeder ud fra de enkelte afdelinger på Fritidsinstitutionen Amagerhylden. Det er ligeledes på AULA vi poster billeder fra hverdagen.
I kan logge på AULA, via computeren, eller via downloadet app på mobiltelefonen eller på Ipad.
På KBH Barn/AULA opdatere I ligeledes barnets stamkort, informationer om legeaftaler, afhentning af andre end Jer selv, samt melder jeres barn fri/ferie og syg.
Da tiden sammen med Jeres børn er af stor vigtighed for os, er det vigtigt at I husker at give besked om fri/ferie, sygdom og lignede.
Vi står altid klar med hjælp til at bruge AULA.
Har man brug for hjælp ud over det vi kan tilbyde, kan I få hjælp, ved at henvende jer til supporten:
Tlf. nr. 31 31 31 52
Mail til: hotline@assemble.dk
Hjemmeside
Vores hjemmeside kan I finde på https://fi-afs.aula.dk/
Hvilke forventninger kan forældre og børn have til KKFO Amagerhylden
Når børnene starter på KKFO Amagerhylden 3 maj er der afsat faste voksne til at modtage den nye børnegruppe. Indtil sommerferien er der emneuger for gruppen med skiftende temaer. Det kan være: ”Mig og min familie”, ”Venskaber og trivsel”, ”Kunstprojekt”, ”Fri for mobberi” osv osv. Emner tager udgangspunkt i Københavns kommunes styrket læreplaner.
Vi laver opstart på denne måde, fordi vi ønsker at skabe nogle rammer hvor børnene får:
- Stimuleret og udvidet deres begrebsverden.
- Lært nye færdigheder og interesseområder.
- Lært at vælge til og fra.
- Lært at tage hensyn, dele og samarbejde med andre.
- Hjælp til at knytte venskaber.
- Plads til at lege og eksperimentere.
- Lært at grine af egne fejl.
- Lært at løse egne konflikter.
For jeres barns trivsel, er det vigtigt at vi informerer hinanden om de oplevelser som kan påvirke barnets hverdag på KKFO Amagerhylden: sorger og glæder, konflikter m.m. Det er også vigtigt, at I straks henvender jer med spørgsmål/problemer der handler om jeres barns trivsel på KKFO Amagerhylden.
Har I udover den daglige kontakt, behov for en uddybende samtale, kan det aftales, idet sådanne samtaler helst skal planlægges.
For nye børn som starter på KKFO Amagerhylden kan det godt virke overvældende - nye børn, voksne og omgivelser. Vi bestræber os derfor på at få informeret Jer så ofte som muligt om Jeres barns hverdag.
Som hovedregel er intet nyt godt nyt, vi vil altid komme til jer, hvis vi er bekymrede for jeres barn.
KKFO Amagerhylden skal altid kontakte jer, hvis jeres barn ikke dukker op efter skole og vi ikke har modtaget besked fra Jer.
Personalet har også nogle forventninger til forældre og børn
Børn:
Hvad forventer vi, at børnene kan når de starter:
- Tage tøj og sko på
- Gå på toilettet og tørre sig
- Tage imod en besked
- Har kendskab til trafik regler
- Opsøge en voksen ved gråd, vrede eller behov for støtte og hjælp
- Følge Fritidsinstitutionen Amagerhyldens regler og retningslinjer
Hvad skal der bland andet arbejdes med når børnene starter: (Forældre og KKFO Amagerhylden i samspil med barnet)
- Lære at snøre sko
- Hygiejne
- Tage ansvar for fællesskabet og sig selv
- Rydde op efter sig
- Sige goddag og farvel
- Vise hensyn
- Være hjælpsom
- Lære klokken
Forældre:
- Giv besked, når barnet holder fri fra KKFO Amagerhylden via AULA
- Hvis barnet deltager i aktiviteter efter skole, f.eks. idræt, mm. skal I sørge for, at det fremgår via AULA
- Hvis dit barn bliver syg, skal der gives besked om sygdom i AULA.
- Husk, at oplyse om smitsomme sygdomme. børneorm, lus m.m. via besked i AULA eller telefonisk.
- Sørg for at dit barns garderobe indeholder: indesko, skiftetøj, ekstra strømper og underbukser, regntøj, gummistøvler. Husk, at skrive navn i tøj og sko, legetøj m.m.
- Giv besked hvis andre henter dit barn. Dette gælder også ved fødselsdage, her skal forældrene til hvert barn, som skal med til fødselsdagen, give besked om at deres barn ikke kommer på KKFO. Disse beskeder gives via AULA.
Denne brochure vil løbende blive revideret, og I må meget gerne kommentere indholdet og give os gode ideer.
Vi håber at I har fået et lille indblik i hvad det vil sige at starte på KKFO amagerhylden. I er velkomne til at ringe, henvende Jer til leder og personale hvis I har yderligere spørgsmål.
Vi glæder os til at møde Jer og Jeres børn.
Mange hilsner fra
Leder og Personalet på KKFO Amagerhylden